Åbning af filmfestivalen og Salaams 15 års jubilæum!

Salaam Film+Dialogs leder, Solveig Thorborg åbner festivalen i 2018. Foto: Nicolai Perjesi

Så er den dejlige sommer 2019 ved at være til ende, og her på Salaam er vi kommet godt fra start med et efterår, der er fyldt med spændende aktiviteter og nye projekter!

Festival-åbning og 15 års jubilæum

I år kan Salaam Film & Dialog fejre 15 års jubilæum! Det markerer vi med filmvisning og festivitas i Empire Bio på Nørrebro. Sammen vil vi tage et tilbageblik på Salaams historie fra vi startede i 2004, som en reaktion på tørklædedebatten, der dengang rasede på sit højeste i de danske medier. Siden da er vi kommet vidt omkring, men selvom Salaam har ændret form, er visionen præcis den samme idag som for 15 år siden: Vi skal være en platform for åben dialog om kulturmøder i en global verden.


Men det er ikke kun jubilæet vi fejrer. Vi er også både glade for og stolte over at kunne præsentere Salaam Filmfestival 2019/20. Med FN’s Verdensmål i sigte handler programmet i år om stærke individer, stærke viljers kamp for overlevelse og for et bedre liv. På programmet er bl.a. Danmarks Sønner, hvor et dystopisk København anno 2025 udgør rammen for en forbitret og hadefuld kamp mellem et dem og et os.

Andre film skildrer i højere grad individets ensomme kamp mod hele systemet, som den fattige, 12-årige Zain i Kapernaum, der anklager sine forældre for at have født ham ind i en verden, der kun byder på sult og kamp for overlevelse.

Kvinder, der kæmper en modig kamp mod strukturel undertrykkelse er et andet stort tema på programmet. I animationsfilmen Den usyn­lige pige, må den 11-årige Parvana forklæde sig som dreng for at tjene til familiens overlevelse i Afghanistan.
I dokumentarfilmen MATANGI/MAYA/M.I.A. møder vi den tamilsk/engelske rapper M.I.A. der bruger sin popstjerne status til at komme ud med sine politiske holdninger.  


Kærlighed og venskab er også gennemgående temaer i mange af de film, vi har udvalgt til festivalen. Kortfilmen Genfundet, der er for de helt små, fortæller den rørende historie om venskabet mellem strikkede tøjdyr. Og i Subira finder Subira uventet kærligheden i sit tvangsægteskab og udfolder sin drøm. 

Nye ansigter

Et nyt halvår betyder også, at vi har budt velkommen til et hold nye praktikanter: Michelle, Sofie, Louise og Anna. Vi ser meget frem til samarbejdet og til at få ny inspiration gennem deres viden og engagement.

Vi ser med glæde frem til de mange aktiviteter i efterårssemestret 2019 – og glæder os til at se jer til film og aktiviteter i biografmørket, i skolernes aulaer og klasseværelser, i børnehaver og på ældrecentre.