Min mor er varm

I denne tid tager jeg rundt på københavnske børneinstitutioner med et aktionlæringsforløb, der støtter det pædagogiske personales arbejde med film & aktiviteter i børnehøjde.

Et forløb varer 3 x 2 timer og sigter mod inspiration og vejledning for implementering af kreative aktiviteter knyttet til filmvisning på institutionen. Aktiviteter der lukker op for arbejdet med de 6 læringsplaner, som man forholder sig til i børneinstitutionerne.

Forløbets overordnede mål er, at:

  • give børnehavepersonalet inspiration og redskaber til at anvende film i deres arbejde med børnenes læring ud fra de 6 læringstemaer ved at vise dem, hvordan Salaams erfaringer med at knytte aktiviteter til filmvisninger kan omsættes af børnehavepersonalet selv.
  • give personalet inspiration til at kunne implementere filmvisninger & aktiviteter i deres hverdag, uden hjælp udefra, og med de redskaber og lokaler, som findes i børnehaven
  • give børnene en tidlig erfaring med og oplevelse af at film kan være en aktiv oplevelse, en kilde til inspiration hvoraf lege og sjove aktiviteter kan udspringe
  • give personale og børn en verden af farver, lyd, bevægelse og fortællinger at mødes om og udfolde sig omkring

Min tur rundt giver mig glæde og inspiration, det er vidunderligt at møde børnene og deres pædagoger. Det bliver til mange sjove og finurlige samtaler, som da en lille pige pludselig sagde: ”Min mor er varm”. Vores aktiviteter var centreret om filmen Snefnug, der på mange eventyrlige måder handler om skiftet mellem koldt og varmt, kulde og varme. Den tråd havde hun taget op.

Netop det forløb, hvor vi så Snefnug, gav lejlighed til at børnene legede i tumlerummet. Yogamåtter blev lagt i et mønster, der lignede snefnugget. Børnene lavede nogle små øvelser, fx ”lave engle i sneen”, som drengen gør i filmen (læringstemaet krop og bevægelse), fx at sidde sammen i en lille klump og holde om hinanden (sociale kompetencer + krop og bevægelse). De spillede flere af de dyr, som indgik i filmen: Krokodillen, slangen, elefanten, og fuglen der fryser til is og bagefter bliver opvarmet i hånden.

De skulle sidde tæt sammen på en måtte, og lege at de blev sendt som ønsker ud i verden (sociale kompetencer og dialog/sprog).

Efter frokost så vi filmen igen. Det var tydeligt at børnene nu koncentrerede sig mere om filmen og genbrugte mange af de ord og talte mere aktivt om deres observationer end første gang, de så filmen (sprog). Der var en klar genkendelsesglæde i gennemsynet anden gang.

Derefter fik de alle en jordbærpotte, jord og frø at plante. Vi talte om hvilke ønsker de havde lyst til at plante sammen med deres frø. De har nu potter med hvert deres navn og hver deres frø stående i vindueskarmen (dialog/sprog, natur og naturfænomener, taktil oplevelse af jorden).

Da vi mødtes den efterfølgende uge for at evaluere forløbet, manglede der personale, så vi måtte tage samtalen sammen med børnene. Det var givende. Børnene huskede mange detaljer og tegnede ud fra deres erindring Snefnugs mange figurer.

Vi vandede deres planter og talte igen om deres drømme og ønsker. Med pædagogen talte jeg om implementering for fremtidige, selvstændige processer. Det Danske Filminstitut er på vej med en app med film, som man kan vise i børneinstitutioner. Det vil gøre arbejdet med at cleare filmrettigheder langt nemmere. Den app er vi mange, der kan se frem til!

En stor tak til Københavns Kulturrygsæk og Københavns Kommune der støtter projektet økonomisk, og som muliggør denne sjove tur rundt i byen.

// Solveig Thorborg, leder af Salaam Film & Dialog