Skolevisninger i Cinemateket

tirs 23/1 kl.10:00/30 kr. pr. billet/ Cinemateket – book dine billetter her

Simon og egetræerne– skolevisning

Simon och ekarna / INSTRUKTØR: Lisa Ohlin

‘Simon and the Oaks’ er en af Sveriges største filmproduktioner nogensinde. En episk fortælling om to drenge, deres venskab og familieskæbner i Göteborg før og under 2. Verdenskrig. I centrum står den bogligt stærke arbejdersøn Simon og den jødiske velhaversøn Isak. De to bindes sammen af tyskernes fremmarch og af tabubelagte bånd fra fortiden, som kun gradvist kommer til syne. “En bredt anlagt historie om klasse og identitet, om krævende forældrekærlighed og ungdommelig frihedslængsel,” skrev Dagens Nyheter. “Hele filmen ånder af sans for detaljen: Fotograferingen er ødselt smuk, alle skuespillerne stærke og nærværende.” ‘Simon and the Oaks’ satte i år rekord med 13 Guldbagge-nomineringer for bl.a. bedste film, instruktion og for hele tre skuespilpræstationer (Helen Sjöholm, Cecilia Nilsson og Jan Josef Liefers). Filmen er baseret på succesromanen ‘Simon og egetræerne’ af den nu afdøde Marianne Fredriksson, hvis bøger er solgt i mere end 17 millioner eksemplarer på over 40 sprog. Filmen præsenteres med støtte fra Svenska Institutet og Svenska Filminstitutet.

Oplæg:

“Bent Melchior flygtede i oktober 1943 med sin familie til Sverige og kunne først vende tilbage efter befrielsen i maj 1945. Bent har været overrabbiner i København i tre årtier, debattør, forfatter og oversætter. Han vil tale om sin egen flugterfaring og livet som jødisk flygtning i Sverige.”

Sverige 2011. DCP farve. 122 min. Danske undertekster. Tilladt over 15 år. med Bill Skarsgård, Helen Sjöholm, Stefan Gödicke, Jonatan S. Wächter.

 

tors 25/1 kl.10:00/ 30 kr. pr. billet/ Cinemateket – book dine billetter her

Vi ses igen – skolevisning

Au revoir les enfants / INSTRUKTØR: Louis Malle

En smuk, stærk og vemodig film, som Louis Malle selv kaldte for sin vigtigste og mest personlige. Fortællingen er baseret på Malles egne barndomsoplevelser under 2. Verdenskrig og er beretningen om heltemodige lærere på en katolsk kostskole, der ved at indskrive jødiske børn under andre navne redder dem fra at blive sendt i koncentrationslejr. Filmen tager afsæt i venskabet mellem den 11-årige Julien (Malles alter ego) og hans jødiske ven Jean. Sammen bliver de to drenge vidner til den påvirkning, den tyske besættelsesmagt havde på livet i Frankrig under krigen, og drengene hvirvles på tragisk vis personligt ind i et af Europa-historiens sorteste kapitler. Filmen vandt Guldløven ved Filmfestivalen i Venedig i 1987.

Oplæg:

‘Under Anden Verdenskrig flygtede Tove Udsholt med sin moder til Gilleleje. I Gilleleje blev Tove holdt skjult hos et dansk ægtepar, mens hendes moder flygtede videre til Sverige. Tove er i dag foredragsholder og bor stadig i Gilleleje. Hun tager ud på skoler og institutioner, hvor hun taler om livet som gemt barn.

DFI distribution. Frankrig 1987. 35mm farve. 104 min. Danske undertekster. Tilladt over 15 år. med Gaspard Manesse, Raphael Fejtö, Francine Racette, Stanislas Carré de Malberg.

 

fre 26/1 kl.10:00/ 30 kr. pr. billet/ Cinemateket – book dine billetter her

Sameblod – skolevisning

Sami Blood / INSTRUKTØR: Amanda Kernell

Den 14-årige samepige Elle Marja lever et traditionelt vildmarksliv med sin familie, der opdrætter rensdyr. Da hun kommer på kostskole og udsættes for racebiologiske undersøgelser, fyldes hun af skam i en sådan grad, at hun stikker af til Uppsala og udgiver sig for at være svenske Christina. Men fornægtelsen af familiens kultur har sin pris gennem hele Elle Marjas liv. ‘Sameblod’ er en effektiv indføring i et mørkt kapitel af Sveriges historie. Instruktøren Amanda Kernell formidler præcist, hvordan det er at befinde sig i et identitetsmæssigt ingenmandsland, hvor det er en kamp at finde et sted at høre til.

Sverige, Norge, Danmark 2016. DCP farve. 110 min. + 20 min. Intro/debat. Danske undertekster. Tilladt over 15 år. med Lene Cecilia Sparrok, Maj-Doris Rimpi, Mia Erika Sparrok, Julius Fleischanderl.