Fra Kolding til Aarhus

Salaam Filmfestival fortsætter sin tur igennem landet med film og oplæg for skoleelever i alle aldre. Vi har netop afsluttet festivalen i både Kolding og Aarhus med film i Øst for Paradis og på Godsbanen. Begge meget fine steder at vise film og udfolde dialog.

De store trækplastre i Aarhus i år var ”Sameblod” for de ældste og ”Månens vogter” for de yngre.

Ivalo Labansens fortalte den grønlandske oprindelsesmyte, hvor sol og måne indgår ligesom i Månens vogter. Hun supplerede med myten om havkvindes hår, der skal redes for at menneskes verden holdes i orden, og hendes oplæg betog både eleverne og de lærerstuderende fra Via University College, der var mødt op til visningen. Egentligt ønskede hele holdet af lærerstuderende at se filmen, men mange måtte blive hjemme, da visningen var udsolgt.

På Godsbanen viste vi ”Håbet bag hegnet” om grænsen mellem det afrikanske kontinent og EU, hvor unge afrikanske mænd forsøger at kravle over hegnet til den spanske enklave Melilla i Marokko. De unge tog vældig godt imod den dansk producerede film. Vi delte dem op i to lige store grupper. Hver gruppe skulle bemærke et specifikt element i filmen og bagefter fortælle deres observationer til eleverne i den anden gruppe. Det kom der gode observationer ud af. De unge var kendeligt optagede af, at filmen primært er optaget af en af de unge afrikanske mænd selv. Det gav en længere samtale om betydningen af films Point of View. ”Det giver en helt anden følelse af at være der selv”, sagde en fyr på tredje række.

Før Salaams leder rejste hjem fra Aarhus, tog hun forbi Via University College og underviste et par timer i Salaams mission samt filmudvælgelse og metoder for film & dialog-arrangementer. Vi har på basis af mangeårig træning af vores oplægsholdere udviklet en række metoder og modeller for vores krav til oplæggene, og dem præsenterede Solveig Thorborg for de 30 studerende, der var mødt op til foredraget.

Salaam Skole har endnu et par bookede afviklinger af arrangementer ude på Aarhus Kommunes skoler, før vi sætter endeligt punktum for årets rejse til Aarhus. Vi se frem til gensynet med de gode samarbejdspartnere og skolerne i 2018-19, og takker Aarhus Kommune for bidraget til festivalen!

// Salaam