Kulturnatten 2018: Et møde med Manal fra Syrien

Der er rød løber hele vejen fra Sankt Hans Torv til VerdensKulturCentrets indgang. Farverige lanterner og guirlander pynter i træerne og gårdhaven. Fint skal det være, når flere organisationer sammen holder Kulturnat under temaet ”Love & Human Rights” i samme hus. Gæsterne spiser og snakker sammen i husets samlingspunkt Send Flere Krydderier samt deltager i de forskellige aktiviteter både indenfor og udenfor. For eksempel inviterer Center for Kunst og Interkultur til Priviledge Walk udenfor, mens andre prøver sig af i Emergency Architects’ Confession box eller måske låner en menneskebog i Menneskebiblioteket. Jeg mødes af mavedanserne der, i deres skinnende kjoler, er på vej op ad trapperne og som smilende inviterer til mavedans-show.

Midt i feststemningen er der også plads til alvor, eftertanke og debat. Jeg står sammen med min med-praktikant, Kari, i min fine hvide t-shirt med Salaams navn og logo på, og viser gæsterne ind i Aula CPH på 1. sal. Her viser Salaam nemlig dokumentarfilmen Sea of Sorrow – Sea of Hope med efterfølgende artist talk med hovedpersonen Manal Tahhan.

Filmen er et vidnesbyrd om Manal, der flygtede fra Syrien til Danmark for derefter at bringe sine børn i sikkerhed sammen med hende, hvilket betød at børnene måtte krydse havet alene og risikere livet. Hun mistede kontakten med dem i flere dage, og vidste ikke om de var i live. Det er en rørende fortælling om en mors kamp for at redde sig selv og sine børn, men også en kritik af den flygtningepolitik som føres i Danmark.

En gæst starter ud med at spørge Manal, hvorfor hun endte i præcis Danmark? Hvortil hun svarer, at det var et bevidst valg, fordi hun, siden hun var lille, havde hørt, at i Danmark kunne man finde lykken. Solveig, der leder Salaam og er moderator for aftenens program, spørger hende hertil, om hun så fandt lykken i Danmark, til hvilket hun svarer nej. En anden gæst spørger, om Manal er skuffet over danskerne som folk eller den danske regering. Hun svarer straks ”regeringen” og siger smilende, at danskerne er ”engle”. Hun fortæller, at nogle danskere endda rejste ud for at hjælpe med at finde hendes børn. Manals kritik er henvendt regeringen og den måde systemet behandler flygtninge på.

Det har været en følelsesladet aften med en gribende dokumentar og en artist talk, der sætter tingene i perspektiv. Hvad er det, jeg vil tage med hjem for ikke at forblive, som da jeg kom? Flygtninge har alle individuelle historier og i aften tager jeg Manals historie med mig. I hendes tilfælde måtte hun, på grund af omstændigheder uden for sin egen kontrol, efterlade alt – drømmehus, venner og hjemland for at beholde livet. Men trods de mange tab og frygtelige grunde til, at Manal og hendes børn måtte flygte til et andet land, er der nu også mulighed for at vokse i og bidrage til det nye samfund de er ankommet til, hvis samfundet tillader det. Manal bruger metaforen om et frø der bliver sået. Hvis man ikke passer godt på det, vil det til sidst dø, hvis man derimod passer godt på det, vil det vokse og blomstre.

//Dorte Kirchheiner, praktikant på Salaam Filmfestival