Øjeblikke fra Salaam Filmfestival på Nationalmuseet 2017

Foto: Nicolai Perjesi

Hvem går ind for fred i Verden?

Hvem mener, at vi skal passe godt på de ældre?

Hvem mener, at vi skal være gode mod børn?

Alle eleverne i biografsalen rakte hånden i vejret og erklærede sig enig i hvert et spørgsmål. Sådan satte Salaams oplægsholder Mazen Ismail rammen for en dialog, hvor menneskelige fællesnævnere og kulturelle forskelligheder kunne udforskes. Mazen fortalte sin personlige historie om at flygte fra Libanon til Danmark, fra borgerkrig til leverpostej med sky – og om en ungdom med biltyverier, knivstik og fængselsstraf. Men også om håbet, troen og viljen til en anden vej i livet, som startede med en interesse for poesi og litteratur. På den måde spejlede Mazens livshistorie sig i den efterfølgende film ’Barneraneren’, hvor den unge Noah arresteres for røveri og må gøre op med sig selv, hvordan hans fremtid skal se ud.

Ivalo Labansen fangede de yngre elevers interesse med grønlandske myter om månen og solens oprindelse. Til lyden af Ivalos grønlandske tromme tog de sammen på en magisk rejse til havets moder. Ivalo trommede og sang dem alle ned på havets bund, for at hjælpe havets moder med at redde sit hår. Rejsen i de grønlandske myter byggede bro til animationsfilmen ’Månens vogtere’, som handler om Mune, der bliver vogter af månen, på en lille planet fyldt med eventyrlige væsener. Kosmologiske forklaringer fra mange kulturer ses i fortællingen, der handler om at opretholde balance i universet.

Der var også mere alvorlige film på programmet, som fik de unge til at reflektere i biografsæderne. ’Mon de kommer om natten?’ var en af disse film. Her kom eleverne helt tæt på en afghansk familie, som er flygtet fra Taliban og nu sidder i en ubærlig venteposition i det danske asylsystem. Her sad eleverne helt stille og lod den svære problematik synke ind, mens Hamed Azizi rundede sin historie om at være på flugt, om at komme til Danmark som kvoteflygtning og om den svære ventetid, når man ikke ved om fremtiden er lys eller mørk.

Alt i alt var Salaam Filmfestivals tilstedeværelse på Nationalmuseet fyldt med mange nye spændende og lærerige oplevelser for de 1.208 elever og lærere fra København og omegn. Vi har været glade for at være med til at give eleverne en nye oplevelser og nye historier, som de kan tage med sig videre i deres refleksioner og valg fremover.

Tekst Mie Skou, Liva Asmussen, billeder af Nicolai Perjesi, Sisse Nesgaard