Agnes Dixgaard

Mit navn er Agnes Dixgaard, jeg er 19 år gammel. Til hverdag studerer jeg på Århus Akademi og spiller musik med både eget band og egne tekster.

Danmark stod engang for en stor del af slavehandlen i Ghana, som også blev kaldt for Guldkysten dengang. Men det er ikke mit forhold til disse to dybt forskellige lande, jeg er nemlig en del af begge kulturer. Jeg er har en dansk mor og en ghanesisk far.

Jeg lever i et europæisk land, med en hvid mor, men bliver i Danmark set på som en fra Ghana og omvendt når jeg er i Afrika.

Jeg har lige siden jeg kunne gå, har jeg haft et nysgerrigt og undersøgende syn på verden, og ikke mindst undret mig over hvilken rolle jeg mon har her i livet. Den søgen er jeg ikke færdig med endnu, men jeg kommer et skridt tættere på hver gang jeg oplever noget nyt og spændende. Både gennem film, men især når jeg møder en ny kultur.

Da jeg var 7 år gammel døde min Ghanesiske far, men selvom jeg ikke var helt gammel nok til at vide hvad der skete, kan jeg dog huske det som var det igår. Hans død betød, at jeg gik en ren dansk opdragelse i møde, uden kendskab til mine afrikanske rødder og det har sat sig spor senere hen i livet. Da jeg blev omkring 13 år gammel, begyndte jeg at lægge mærke til, at jeg ikke var en ”hel normal hvid pige” som mine veninder var. Det resulterede i at jeg fandt ind i en gruppe unge piger fra 15-17 år som primært var fra Ghana og Nigeria, hvor jeg følte at jeg havde fundet de søstre jeg aldrig havde haft. Men det endte ud i noget værre rod, de levede nemlig som var de i en afrikansk ghetto, med druk, drenge, løgne og ikke mindst tyveri fra hinanden, for ikke at nævne den kirke de kom i flere gange om ugen. Jeg kom heldigvis ud af gruppen og videre på min identitetsrejse, hvor jeg igen dykkede ned i det danske samfund for at se om jeg kunne spejle mig selv i kulturen og få mere fast grund under fødderne.

Som teenager har jeg været i Ghana 3 gange sammen med min mor. Umiddelbart efter anden gang døde min farmor, og vi rejste naturligvis til min farmors landsby i Ghana for at være med til begravelsen. Hendes dødsfald gav mig et flashback til min fars død, hvilket gjorde at jeg pludselig følte at mit liv i Ghana fløj afsted, alt imens jeg sad hjemme i Danmark og gik glip af mit halve jeg’s liv. Det gjorde mig urolig. Jeg var for skandinavisk til at flytte til Ghana, men i Danmark følte jeg, at jeg måtte tilbage til de afrikanske rødder. Noget måtte jeg gøre.

Jeg fik sparet nogle penge sammen og 6 måneder efter begravelsen, besluttede jeg mig for at opleve den ghanesiske kultur på helt egen hånd. Det åbnede nogle helt nye døre for mig, som jeg aldrig havde troet ville åbne sig, og jeg fik et helt nyt kendskab til noget jeg ikke vidste fandtes. Jeg lærte bl.a. at vi alle generalisere og fyldes med fordomme lige meget hvor i verden vi er. I Danmark tror nogle at alle bor i lerhytter i Ghana, og i Ghana er det for mange den største drøm at komme til Europa, fordi de tror at det er meget nemt at blive rig og at der ikke er nogen problemer at slås med. Det giver mange problemer for dem det lykkes for at komme til europa, for familien tilbage i Ghana forventer at de sender mange penge hjem og forstår ikke, at det er svært at tjene mange penge her i Danmark. At det er dyrt at leve her. Mange ender heldigvis med at finde ud af at deres hjemland i virkeligheden er det fedeste sted at være, hvis ikke de opnår succes.

Helt kort formuleret, så er min vigtigste erfaring fra en to-kulturel baggrund, at ”kulturmøder fremmer forståelsen om hinanden og verden omkring os” og føre til en verden med færre fordomme. Det vil på længere sigt resultere i at folk fra forskellige kulturer har bedre forudsætninger for at integrere sig i hinandens kulturer og skabe nye, spændende fællesskaber. Og det budskab spreder jeg både gennem min musik, men også til folk jeg møder på min vej.