Bilal Al-issa

Jeg hedder Bilal Al-issa, og jeg er program leder en privat velgørenhedsfond ”Human Act Foundation”, hvor jeg har ansvaret for alle organisationens velgørenhedsprogrammer i Palæstina. Jeg har palæstinensiske rødder, født i Libanon, og vokset op i Vollsmose i Odense.

Jeg har tidligere boet i ca. 4 år i Palæstina, hvor jeg arbejdede som projekt konsulent for Det Danske Hus I Palæstina, hvor jeg i dag er bestyrelsesmedlem i. I den forbindelse har jeg holdt en masse oplæg for danske besøgende og fortalte flittigt om situationen og hvordan tingene står til. Derudover er jeg tidligere underviser på Silkeborg Højskoles Palæstina linje, ”Palestine Explorer”, hvor jeg sammen med min kollega underviste eleverne i Palæstinas kultur, historie, økonomi og samfundsmæssige forhold og naturligvis omkring den verserende konflikt med Israel og så sluttede vi forløbet med en to ugers studietur til Palæstina.

I 2013 medvirkede jeg til DR2s dokumentarserie ”Indefra – med Anders Agger”, hvor Anders Agger fulgte mig i min hverdag i Palæstina, og hvor vi talte om mine oplevelser og reflektioner. Efter jeg kom tilbage til Danmark, startede jeg op som selvstændig foredragsholder, hvor jeg har holdt foredrag i skoler, gymnasier, højskoler, efterskoler, universiteter og foreninger. Her har det været om forskellige emner inden for Palæstina-Israel.

I forbindelse med filmen Tårnet, har jeg tænkt mig at fortælle om livet i en flygtningelejr. Jeg er selv født i Flygtningelejren Chatila, som ligger et stenkast fra flygtningelejren Burj Al-Barajne filmen handler om. Her vil jeg sammenligne livet i en flygtningelejr vilkårene sammenlignet med hvordan livet er i Danmark. Jeg vil også fortælle om hvor vigtigt det har været for mig og min familie at vi er flygtet fra lejren og komme med et specifikt eksempel på på to skæbner; om mig som er flygtet til Danmark og har fortsat min opvækst her, og om min barndomsven som ikke havde mulighed for at flygte dagen i dag bor i Chatila.