Michelle Kær Førstø

Jeg hedder Michelle Førstø og til dagligt har jeg min gang i Odense, hvor jeg læser på Syddansk Universitet. Jeg er født og opvokset i københavnsområdet, men bor nu i Vollsmose med min kone, som jeg har været sammen med i snart 7 år.

Gennem de 7 år har jeg måtte tage stilling til mange ting – og forklare endnu flere ting – som jeg aldrig havde troet var nødvendigt. Inden jeg mødte min nuværende kone, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle forklare mig hver gang jeg nævnte, at jeg havde en kæreste og vedkommende jeg talte med, så spurgte “Hvad hedder han?”. I bund og grund er det jo et ganske uskyldigt spørgsmål, men ofte blev det nu lidt akavet, når jeg måtte forklare hvordan det hang sammen. Det har dog heldigvis også dannet grobund for en række interessante samtaler, hvor jeg pludselig er blevet et vindue til en ukendt verden for mange, som pludselig har følt trang til at få tilfredsstillet deres spørgelyst om hvordan ”det” er.

Den slags siger dog også en del om vores samfundsnormer. Det er ikke “standarden”, at nogle er biseksuelle, homoseksuelle eller noget helt tredje. For mit vedkommende har det udmøntet sig i, at jeg har skulle tage stilling til ting, som jeg ikke anede var nødvendige førhen. Derudover sætter det alt andet lige også nogle tanker i gang, når jeg fra tid til anden bliver mødt af termer som ”afvigere” og ”unaturlige”. Kategorier som nogle mener er helt acceptable at tildele nogle dele af befolkningen, blot fordi vi ikke følger normen ifølge deres standarder.

Det er overvejelser og tematikker som disse, som jeg kommer ind på og sætter i relation til filmens fortælling, når jeg er ude med film som Rafiki eller Stories of Our Lives. Til trods for at filmene finder sted i et andet land (Kenya), hvor traditioner og normer er ganske anderledes end hvad vi kender herhjemme, så er der mange paralleller, når det kommer til temaer som identitet og samfundsnormer.