Salaam besøgte KVUC

Mangfoldighed på KVUC

Tirsdag d. 5. november lagde Salaam vejen forbi Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC) i Vognmagergade. Her mødte vi studerende, som læser psykologi eller er i gang med nogle af KVUCs pakkeuddannelser, som giver de studerende adgang til pædagogseminariet, sygeplejestudiet og socialrådgiveruddannelsen. Hvad de studerende ender ud med i sidste ende vil endnu vise sig, men én ting er sikkert – de vil alle møde personer med forskellige baggrunde, nationaliteter, seksualiteter osv. i deres fremtidige job og hverdag.

Salaams leder, Solveig Thorborg, åbnede mødet med de unge med en kort introduktion til Salaams arbejde og virke, hvilket blandt andet inkluderede en kort gennemgang af vores helt egen zippermodel og om hvordan Salaams oplægsholdere zipper deres personlige fortællinger sammen med filmens fortælling og tema. Denne model kan du læse og høre mere om her.

Herudover blev de unge også præsenteret for et mangfoldighedshjul, som illustrerer nogle af alle de måder hvorpå vi mennesker kan være forskellige fra hinanden, samt hvordan man i mange forskellige situationer kan arbejde med det fælles tredje på en positiv måde.

Stories of Our Lives
Foto: Big World Cinema

Sidst men ikke mindst havde vi naturligvis også et par film med til dem. Vi viste nemlig filmene Løb og Hver nat drømmer jeg, som begge er en del af kortfilmpakken Stories of Our Lives, som handler om livet som homoseksuel i Kenya og den modstand ikke-heteroseksuelle møder i det kenyanske samfund, hvor man risikerer at få op til 14 års fængsel for at være homoseksuel.

Den sidste af disse film, Hver nat drømmer jeg, zippede jeg på, hvor vi blandt andet kom ind på forskelle mellem det kenyanske og danske samfund, samfundsnormer, samt hvilke tanker, der sættes i gang, når man bliver mødt med fordomme fra fremmede. Vi fik også en god snak om hvordan man håndterer spørgsmål, som ofte bunder i en interesse for denne ”nye fremmede verden”, men som samtidig kan virke grænseoverskridende for nogle.

Tusind tak til KVUC for invitationen – vi håber på at kunne besøge jer igen en gang i fremtiden!

// Michelle Førstø, efterårspraktikant 2019