Salaams Filmpris 2016

I år gik Salaams Filmpris til Michael Graversen for filmene Ingenmandsland fra 2013 og Drømmen om Danmark fra 2015. Begge film handler om uledsagede flygtningebørns skæbne i Danmark.

Prisen blev uddelt på Salaams åbningsfest i Empire Biografen på Nørrebro i København, og i sin begrundelse sagde festivalleder Solveig Thorborg til Michael Graversen:

”Dine to film giver en hudløs og indtrængende skildring af nogle af de børn og unge, der hver især udgør en del af de umådelige flygtningetal, som ryster Europa og verdenssamfundet i disse år. Med din særlige vægt på de helt unge flygtninge, de uledsagede flygtningebørn, vækker du vores dybe bekymring for de mange unge liv, der ikke får lov at folde sig ud under de vilkår, de må leve under. De uafrystelige historier er nødvendige i en tid, hvor tallene bliver så svimlende at det bliver nemt at lukke øjnene for det enkelte menneske.”

Michael Graversens seneste dokumentarfilm Drømmen om Danmark, bliver vist på årets Salaam Filmfestival for skoler. Den handler om Wasiullah, der flygtede alene fra Afghanistan da han var 15. Han får ikke asyl og skal sendes tilbage til Afghanistan, da han fylder 18. Han flygter fra asylcentret, og Michael følger ham til Italien hvor Wasiullah, hvor livet som illegal langsomt nedbryder ham.

Man kan også bestille arrangementer ud på skolerne, hvor Michael Graversen kommer med ud og fortæller om filmen og Wasiulla. For yderligere information kontakt skole@salaam.dk.

//Salaam Film & Dialog