Afrika, mode og rettigheder

Foto: Emmanuel Jambo

Salaam Film & Dialogs grundopgave er at inspirere de unge til selvstændigt at tage stilling og aktivt at arbejde for en mere retfærdig, bæredygtig og kønsligestillet verden. Dette sker gennem en øget global indsigt og træning af interkulturelle kompetencer. Målet er, at børn og unge opnår viden og virketrang.

Mange unge er af den fejlopfattelse, at det modetøj og andre artikler af afrikansk tilsnit, de køber, er produceret af lokale producenter, og at de støtter lokal afrikansk produktion og kreativitet, når de køber det.

Med en række workshops, vi har kaldt ’Afrika, mode og rettigheder’ ønsker vi, at unge i alderen 11 til 14 år bliver mere bevidste om, hvordan de ved at købe modetøj og andre modeartikler kan støtte initiativer i Kenya og andre afrikanske lande frem for multinationale firmaer i Europa eller USA, der profiterer på den stigende interesse for afrikansk modetøj og andre modeartikler.

Vi vil også give de unge en større forståelse for, hvordan multinationale koncerner uden at betale for det kan udnytte og profitere af kulturen og det kreative og intellektuelle arbejde, der foregår i udviklingslande, samt at det ikke kun er noget, der foregår inden for mode og design, men i mange andre sektorer af økonomien.

Projektet er støttet af Civilsamfund i udvikling, Cisu.