Berørte af Sisters in Arms // Interview med Lea og Pelle

Det er helt essentielt for Salaam Film og Dialog, at vi bliver ved med at undersøge, hvordan vores film og oplæg modtages og opleves af eleverne – store som små. Her skal I møde Lea og Pelle, som går i i 2.G på Københavns åbne Gymnasium. Efter at have set og hørt oplæg om Sisters in Arms, reflekterer gymnasieeleverne over flygtningeforhold, ISIS og egne privilegier.

Spillefilmen Sisters in Arms følger den unge yazidi-kvinde Zara, der tilslutter sig en kvindehær for at bekæmpe ISIS, som undertrykker og udnytter yazidierne. Pelle Wiingaard, forfatter og ekspert i yazidibefolkningen, holdt oplæg for eleverne og svarede på deres spørgsmål.

Se et udpluk fra interviewet her. Husk lyd!


Sammen med deres klasse var Lea og Pelle taget i Cinemateket for at deltage i Salaams filmevent om Sisters in Arms.

Interviewet med Lea og Pelle er blevet foretaget som en del af Salaams publikumsundersøgelse i forbindelse med Salaam Filmfestival i Cinemateket. Læs uddraget fra interviewet herunder.

Hvad tænker i umiddelbart efter at have set filmen? 

Pelle: “De forhold bryder jo bare med alt, de der menneskelige rettigheder, vi egentlig har.”

Lea: “Ja, som alle burde have!”

Pelle: “Jeg tænker, at når jeg ser sådan en film, så rører den mig ret meget. Det er så fremmed en verden, man lige pludselig ser noget fra, og når man ser sådan en film, så får man nærmest en følelse af, at: ‘Ej, hvor har jeg lyst til bare at tage ned og hjælpe dem!’ Det der med lige pludselig at se en film og få billeder af det… det er dér, at man sidder og fælder tårer.”

Lea: “Ja, jeg sidder i hvert fald, mest til sidst, og tænkte: Tænk hvis det var min familie, tænk hvis det var mig, der sad dernede og blev voldtaget af fremmede mænd, og mine søskende blev taget fra mig, og min far blev dræbt. Det giver bare en forståelse af, hvorfor der er så mange, der gerne vil hertil, og hvorfor det er, at det er så vigtigt, at vi tager imod de her mennesker, fordi vi er så privilegerede, her hvor vi er. Jeg kommer i hvert fald selv til at tænke på, at jeg måske tit tager mange ting for givet. Det sætter tingene i et større perspektiv.”

Foto: Metropolitan Films

Pelle: “Det er skræmmende. Jeg har ikke tænkt over, at der jo er så mange aspekter i det, så meget psykiskterror, udnyttelse af kvinder. Og børn der sidder og ser alle mulige videoer og bliver overtalt. Det der med, at du skal igennem så meget, som smadrer dig fuldstændigt. Jeg synes, det er mega skræmmende at se, at alt sådan noget sker, og at mennesker kan finde på det.” 

Lea: “Nu har jeg jo ikke selv været med dernede, men jeg tror også, at der er nogen, der blev tvunget til at være med i det (Islamisk Stat, red.). Det er ikke nødvendigvis alles eget valg.

Det selvfølgelig svært at sidde her som syttenårig og sige, hvem der må være her (i landet, red.) men jeg synes, man skal hjælpe folk, der gerne vil ud af det, selv om de har måske slået uskyldige mennesker ihjel.”

Pelle: “Jeg synes, også bare det er vigtigt at huske, at det er mennesker, hvis liv er lige så meget værd som vores, og som har været ude i noget, der er virkelig, virkelig forfærdeligt.”

Lea: “Det er ligesom hendes lillebror i filmen, som blev hjernevasket til at være selvmordsbomber. Det var jo på ingen måde hans eget valg, men han endte jo med – heldigvis – at komme ud af det og blev omfavnet. “

Pelle: “De forhold bryder jo bare med alt, de der menneskelige rettigheder, vi egentlig har.”

Peter Wiingaard oplæg for eleverne før og efter filmen, så de bedre kunne forstå dens kontekst. Han er ekspert i yazidibefolkningen forfatter til bogen “Påfuglens tårer: En rejse i de irakiske yazidiers verden før Islamisk Stat”.

Hvad gjorde det for jeres oplevelse, at der Peter Wiingaard holdt oplæg? 

Pelle: “Det var spændende, for når du ser en film, som ikke er en dokumentar, så kan du tit være i tvivl om, hvor meget, der egentlig er en sandhed i, og hvor meget af det, der er rent opdigtet. Det, at han (Peter Wiingaard, red.) fortæller noget om, hvad der egentlig sker, det understøtter de tanker, man får, og det synes jeg er ret fedt! Det er ret vildt at høre et menneske, som går op i det, og som snakker med mennesker, der faktisk bliver udsat for de her ting, fortælle om, hvordan det er, og hvad det er, han har hørt. Fordi så kommer der ligesom bare sådan en… troværdighed i det, på en helt anden måde, som også gør at man bare tænker endnu mere over det, synes jeg.”

Lea: “Jeg synes, at det var meget fint, at han lige gav et billede af det, inden man så filmen, men alligevel blev jeg meget overrasket over alt det, man så. Jeg var ved at græde mange gange under filmen, og jeg tror, mange lige skulle sluge det, fordi det er en ret voldsom oplevelse at se det. Jeg synes også, det var fedt at man lige fik snakket om det bagefter.”

Tror I, I kommer til at snakke mere om det? 

Lea: “Jeg tror helt klart, at vi kommer til at snakke om det. Det var meget spontant at vi tog herind, så det er langtfra det, vi har om lige nu, men vores lærer hun sagde bare ‘Den her, den skal vi bare ind at se!’ Jeg er ret sikker på, at vi kommer til at snakke om den, for jeg tror, den har rørt ret mange fra vores klasse.”

Pelle: “Ja, jeg tror ikke, det er én, man bare sådan kan tage ind og se og så bare glemme den igen.  

Nu skal vi ud at lave noget hyggeligt med klassen, men vi kommer ikke til at snakke om andet, tror jeg. Det sidder bare i én lige pludselig. Og så hjem til familien og ‘Ej, ved I, hvordan det faktisk er’ – det (arrangementet, red.) sætter sig bare i én. Det er ret vildt!” 

Lea: “Jeg tror, det er en god film at have med sig.” 

Pelle: “Helt vildt!” 

Så vil vi ikke tage mere af jeres tid. Tusinde tak! 

Pelle: “Det var faktisk meget rart lige at snakke om det.” 

Lea: “Ja, det var det!”