Børn i bevægelse under COVID-19

Der er lange ventelister på Salaams tilbud til børnehaver, som vi afvikler under Kulturrygsækken i Københavns Kommune.

Vi møder en længsel efter meningsfulde aktiviteter og bevægelse med indhold i denne lange COVID-periode, hvor børnehavepersonalet har været i gang i mange uger, mens andre dele af landets arbejdspladser har været lukket ned.

Med et regelsæt fra Kulturrygsækkens opdragsgiver Børne- og Ungdomsforvaltningen i ryggen, har vi flyttet vores film & bevægelsesaktiviteter ud i børnehavernes åbne gårde og haver.

Film ser børnene på udendørsvægge eller vores medbragte lærred og de tilknyttede aktiviteter udfolder de i hold og på skift udenfor.

Den 12. juni 2020 afviklede vi for første gang arrangementet BevægeBio udendørs. Dette foregik i Børnehuset Sankt Jacobs gård på Østerbro. Der blev sat lærred, projektor og højtalere op under træerne, hvorfra vi så film i det grønne, siddende på træstubbene omkring.

Vi viste den animerede kortfilm Anansis magiske rejse for de 3-5 årige, der handler om respekt mellem dyrene i junglen. Efter filmvisningen bød børnene ind med, hvilke dyr, der var med i filmen, hvorefter børnene selv kunne lave spindelvæv med garn, og til sidst danse og sige som dyrene ved Salaams oplevelsesaktør Deodato Sequirs guitarspil.

Der kom også gang i børnehavens fine træinstrumenter, som fint kunne anvendes til mere sang og dans inden arrangementets slut. Få et fint stemningsindtryk af arrangementet med Deodato her 👇👇👇