Der er lys i horisonten

Foto: Nicolai Perjesi

Om vi nu føler os klar eller ej, så træder vi netop nu ind i 2021.

Vi er nok mange der ser noget fortumlede og overrumplede tilbage på et 2020, hvor foråret blev omlagt til online og efteråret kom buldrende med nye bølger af Covid-19 plagen. Og en juletid der med al tydelighed viste, at Julens traditioner betyder rigtigt meget for mange af os, hvad vi end lægger i dem hver især.

Der har bestemt været mange fine indslag på nettet og forlydender verden over om oplevelser, erfaringer og erkendelser, der har givet anledning til på gode måder at måtte omdefinere en lang række ting, vi ellers er vant til at tage for givet. Og måske være mere opmærksomt taknemmelige over det, som vi har at glæde os over.

Vi må dog sige at funktionalitetsord som omstillingsparat og fleksibilitet har antaget nye dimensioner for os i vores arbejde som festivalteam. Her har bestillinger og afbestillinger af billetter til biograferne og Salaams besøg ude på landets skoler gjort vores arbejde til brandslukninger og feberredninger. Beslutninger er blevet truffet for at måtte omstødes igen – og så igen. Det er som at sende pile afsted i en kraftig vind, man ved ikke rigtigt om pilen lander i mål. Og nogle mål må omdefineres.

Men her er vi – og vi består – og tager hul på forårssemestrets festivalaktiviteter!

“Der er lys i horisonten'” har fotografen Nicolai Perjesi kaldt sit nytårsbillede, som han har givet os lov at bruge her. Det tror og håber vi på!

GODT NYTÅR!!
Ønskes I af Sisse Nesgaard, Lisbeth Lyngse, Rikke Lauritzen, Emilie Farbæk og Solveig Thorborg