Film skal ses i biografen

I år er halvfyldte biografsale ikke en skam. Til trods for corona pandemi og til trods for den kulturkrise, der følger med, lever Salaam Filmfestival ufortrødent videre. På den baggrund er det en særlig glæde at invitere til festivalen, i disse uger er turen kommet til Cinemateket i København. De stærke film og engagerende oplæg vil blive indtaget under afstand og med mundbind, men det bliver mindst lige så meningsfuldt.

Salaam Filmfestival kommer til Cinemateket med filmoplevelser for børn og unge, fra 0. klasse helt op til ungdomsuddannelserne. Temaet er respekt for naturen og respekt for hinanden. I Salaams biografrum kan eleverne rejse til at fra fremmede planeter til toppen af Himalayas bjerge og fra Grønland til Bangladesh.

Dét der binder os sammen
Siden Salaam Filmfestival startede i begyndelsen af oktober, har vi oplevet alt lige fra 3. klasses elever på Langeland, der nysgerrigt lytter til oplægsholder Astrid Stegeager, der fortæller om pigen fra spillefilmen Binti, der lever illegalt med sin far, til 8. klasses elever i Hellerup, der ikke kan stoppe med at stille Osama spørgsmål om Syrienkonflikten, som de gerne bare vil forstå efter at have set dokumentarfilmen The Cave.

 ”Salaam under corona er meningsfuldt for mig”, fortæller Astrid Stegeager. ”Det er lidt anderledes end det plejer, da antallet af børn er væsentligt mindre, så den dialog jeg har med børnene efter filmen, bliver mere dybsindig og personlig, fordi jeg har tid til at se dem alle i øjnene. På trods af restriktioner synes jeg, at biografen er et unikt rum, hvor man kan danse, grine, græde og snakke om sin egen historie og svære problemer som fattigdom, krig, flygtninge og ensomhed.”

Festivalleder Solveig Thorborg synes også festivalen giver mening i en underlig tid, hvor salene skal være være halvtomme og vi skal holde afstand og bære mundbind: ”Vi oplever et stort ønske blandt lærere og elever om at opleve tilbud udenfor skolen, eller i form af udefrakommende besøg ude på skolen. Det står pludseligt meget tydeligt frem, hvor meget eksterne læringspartnere som os betyder for skolernes variation i hverdagens undervisning. Så selvom skoleklasserne skal se film og høre Salaam-oplæg med afstand, er det engagement og den nysgerrighed, vi generelt kan mærke hos skoleeleverne til vores arrangementer, ikke blevet berørt at COVID-19.”

De uventede udfordringer
Bedst som en visning er udsolgt, ud fra de parametre vi har pt med halvt fyldte sale, kan det ske, at en enkelt elev er smittet og en hel klasse må aflyse med kort varsel. Der kan også opstå problemer et helt andet sted, såsom restriktioner for skolerne brug af offentlig transport. Er der en begrænsning her, er det ét med slag blevet umuligt for en skole at deltage i den forestilling, de havde glædet sig til.

Men selvom det er en presset tid at være filmfestival i, mener Flemming Kaspersen fra Det Danske Filminstituts afdeling for festivalstøtte, at det er vigtigt, at Salaam fortsætter sin festival – selvfølgelig med forholdsreglerne i orden:  “At vi i år pludselig står midt i en verdensomspændende pandemi, gør ikke Salaams aktiviteter mindre aktuelle – snarere tvært imod. De kombinerer et fagligt skarpt blik på kulturmøder, multikultur og globale tematikker med et stærkt filmudvalg og en solid filmpædagogisk praksis.”  

Instruktør Kenneth Sorento og festivalpraktikant Therese Thim efter visningen af “Kampen om Grønland” i Cinemateket

Videre rundt i landet med filmfestivalen
Salaam har været i blandt andet Kolding, Grenaa, Roskilde og Køge og kommer til at fortsætte sin turné rundt i Danmark, hvor blandt andre Aarhus og Vejle får besøg. Salaam samarbejder desuden tæt med Med Skolen i Biografen om – også her er der håb for at børn og unge vil komme til at opleve film med læring og spænding uden større forhindringer i foråret.

Om samarbejdet siger Jacob Breuning, projektleder for Med Skolen i Biografen: “Filmoplevelsen i biografen bliver beriget med oplægsholdernes personlige vinkler, som eleverne kan koble til deres egne tanker og hverdag. Biografoplevelserne bliver bare endnu bedre!” 

Salaam Filmfestival afholdes i Cinemateket fra den 17. – 27. november. Se hele programmet på www.salaam.dk/filmprogram-for-skoler og book billetter NU til film og dialog – der bevæger! Yderligere oplysninger: Festivalkoordinator Sisse Nesgaard, sisse@salaam.dk, tlf. 32118188 / 32118288.