Med Salaam briller på i Aarhus og Borup

Maria Lunderskov har været i praktik hos Salaam Film & Dialog de sidste fire måneder. Her kan du læse hendes oplevelser som udsendt for Salaam, da hun var både vært og oplægsholder i Aarhus og Borup. Tag Salaam brillerne på, sammen med Maria og læs med herunder.  

“Det var så skønt at være tilbage ude i felten, her i maj måned, efter flere måneder bag en skærm! Og så dejligt at opleve det helt specielle Salaam kan med film- og dialog arrangementerne ude i biograferne og klasseværelset.

Jeg tog en tur til Aarhus hvor jeg fik set byen og var vært for Salaam filmfestival i Øst for Paradis. I denne forbindelse fik jeg mødt de seje oplægsholdere Shubhdeep, Nadia, Astrid og Peter.

Nadia og jeg til Salaam Filmfestival i Øst for Paradis

Jeg drak en kop kaffe med Astrid den første morgen jeg var i Øst for Paradis. Hun var så begejstret for at være tilbage i en biograf, at hun knap nok kunne være i sig selv. Hun var nærværende og pædagogisk da hun talte med børnene i salen om filmen Sommeren med Rana. De var nysgerrige og interesserede i hendes oplæg. Hun fortalte om krig og forfølgelse og hvordan hendes farfar var flygtet fra Tjekkoslovakiet under 2. Verdenskrig.

Astrid holder oplæg til filmen Sommeren med Rana

Det var godt at se et godt eksempel på et Salaam oplæg, for dagen efter var det nemlig min tur at holde oplæg! I forbindelse med filmpakken Børnene på Silkevejen talte jeg med børnene om de forskellige livsvilkår børn fra andre lande kan opleve. Jeg fortalte om min oplevelse af syriske flygtningebørn i Libanon. Vi snakkede om, hvad kultur er, og hvordan det adskiller sig fra land til land. Eleverne bød ind med gode eksempler og de grinte meget, da jeg fortalte dem, at børnene i Libanon prøvede at lære mig den traditionelt dans Dabke og det var såå svært!

Det gik lige så godt i Borup Kino i tirsdags. Fin lille foreningsbiograf, der altid er utroligt glade for samarbejdet med os. Instruktøren Kenneth Sorento kom også forbi og holdt oplæg for 8. klasses eleverne fra Borup Skole om sin film Kampen om Grønland.

Filmen gjorde stort indtryk på de to 8. klasser der var til visningen. En af eleverne sagde, at hun blev hårdt ramt af filmen, fordi hun ikke vidste, at de unge havde så skidt i Grønland. En anden elev, sagde at hun synes det var fedt at se de forskellige holdninger, de unge grønlændere har i forhold til den relation, Grønland har og burde have med Danmark. Jeg synes det var superfedt at være med til at se filmen og derefter få muligheden for at snakke med Kenneth om den.

Det har været skønt at lære spændende mennesker at kende, og at skulle arbejde med film fra en pædagogisk vinkel. Alt det jeg har lært i disse fire måneder, vil jeg tage med mig!”

Maria Lunderskov//praktikant og oplægsholder hos Salaam Film & Dialog