Amro Salih

Mit navn er Amro Salih, jeg læser til lærer på Københavns Professionshøjskole. Derudover har jeg læst fransk litteratur i Damaskus samt gået på Hadsten Højskole.

I 2014 flygtede jeg fra Syrien til Danmark for at undgå borgerkrigens rædsler. En rejse hvor første stop bød på en ny tilværelse i Tyrkiet. Herfra måtte jeg forsætte min rejse alene gennem Grækenland og videre til Danmark. Da jeg kom til Danmark, vidste jeg, at jeg skulle starte helt forfra. Jeg var bevidst om at sproget var nøglen til at integrere sig hurtigst og bedst muligt. Derfor valgte jeg at starte på Hadsten Højskole, hvor jeg fik mulighed for at lære sproget og den danske kultur.

Min oplevelse med krigen samt flugten fra Syrien var både lang og smertelig. Jeg har været vidne til mange uforglemmelige situationer i løbet af krigen og flugten derfra, heriblandt tabet af venner, rejse med gummibåd til Grækenland, fængsling i Athen og en flyvetur på falsk pas til Danmark. Disse oplevelser og minder danner grundlag for mine oplæg hos Salaam, samt mit arbejde hos Dansk flygtningehjælp og DFUNK.