Dalia Al Maleh

Mit navn er Dalia, jeg er 25 år.

Jeg er født og opvokset i Danmark med rødder i Mellemøsten.

Min mor og far er politiske flygtninge fra henholdsvis Syrien og Irak. De kæmpede for deres rettigheder i Irak under Saddam Husseins regime og var nødsagede til at flygte for deres egen sikkerheds og for min fremtids skyld. Som minoritetsetnisk person har jeg førstehåndserfaring med at balancere to kulturer i min hverdag.

Udover at være minoritetsetnisk er jeg også homoseksuel. At være homoseksuel i Danmark er selvfølgelig et privilegie i forhold til mange andre steder i verden, dog bærer det stadig udfordringer med sig, som er vigtige at tale om.

Jeg har læst en bachelor i Mellemøstens sprog og samfund. Med et akademisk fokus på minoritets- og migrationsstudier er jeg særligt interesseret i migrantidentiteter og hvordan de dannes og sættes i spil i nationale kulturer og diskurser. Derudover er jeg meget interesseret i intersektionel feminisme, som grundlæggende handler om, hvordan forskellige grupper i samfundet oplever forskellige former for undertrykkelse.

Jeg vil inddrage disse perspektiver i mine oplæg, og drage nytte af mine personlige erfaringer.

Jeg glæder mig til at møde jer!