Respekt for naturen og hinanden

I løbet af Coronakrisen har Salaam programgruppen siddet i hvert vores hjem og produceret filmfestivalprogrammet for Salaam Filmfestival 2020-21. Programmet har ikke kunnet nå fysisk ud til skolerne med CFU’erne landsdækkende distribution her i maj-juni – men I kan være visse på, at det når frem i løbet af august. Og imellemtiden kan I læse det på hjemmesiden og booke billetter med det samme her. Så Salaam kan godt nå med i årsplanlæningen, også i år!

“Regnskovens hemmelighed” Foto: Perlefilm

I år viser vi film, hvor hovedfigurerne lærer at respektere naturens kræfter og behov. For de små udfoldes temaet i forskellige dele af verden i kortfilmpakken Naturens hemmelighed, mens det i Sangen fra havet er keltisk livsvisdom, det handler om. I Den lille afskyelige snemand personificerer den pelssvøbte snemand naturens selvhelende kræfter, mens et lille, livligt rumvæsen lærer menneskets mærkværdigheder at kende i Fårmageddon.

At gensidig menneskelig respekt er nødvendig i en mangfoldig verden, hvor stærke interesser og magter kæmper mod hinanden uden hensyn til det enkelte menneske, er årets andet tema.

“Sisters in Arms” Foto: Metropolitan Films

Det fører os til Syrien, hvor en håndfuld læger kæmper en selvopofrende kamp for liv i The Cave, og kvinder kæmper mod ISIS i Sisters in Arms. Papicha viser en kreativ, ung kvindes kamp for individuel frihed i Algeriet, mens en gruppe kvinder på en fabrik kæmper deres sag i Made in Bangladesh. I dokumentarfilmen I limbo føres vi ind i nigerianeren Edwards fortvivlede kamp for retfærdighed som handlet til Danmark, og i Amys vilje kan Amy ikke finde sig til rette som adopteret. Hun vil tilbage til sin familie i Etiopien. Sommeren med Rana, Binti og svenske Pelle Haleløs handler alle sammen om at finde sig til rette et nyt sted, mens dramaerne Krudttønden og Unge Ahmed handler om unge, der netop ikke kan finde sig til rette og som i stedet bliver radikaliserede.

“Børnene på Silkevejen” Foto: Toolbox Film

Med tre nye, stærke kortfilm om Børnene på Silkevejen lærer vi Yang Qing fra Kina, Reshat fra Aserbajdsjan og Tika fra Georgien at kende. Og så tager vi fat i brydninger i det moderne Grønland mellem nationalfølelse, identitet, politik og oprør gennem den forrygende dokumentarfilm Kampen om Grønland.

Vi glæder os over at være nået så langt i zigzag gennem Covid-19 lukninger af såvel arbejdspladser, skoler, biografer og filmdistributørernes kontorer.

Nu håber vi på at vi får lov at fylde biografsalene fra september 2020 og endnu et år kan byde velkommen til jer alle i biografmørket!

// Solveig Thorborg, Festivalleder