Salaam er tilbage i klasselokalet!

Vi har været ude og undervise på Utterslev Skole med vores nye workshop Venskaber, når man ikke må ses. Her fik vi mulighed for at tale med børnene om, hvor svært kan det være, ikke at få den voksenkontakt man har brug for og hvordan venskaber plejes og bevares i en tid med Corona.

Vi startede med at lave garnnøglelegen, hvor børnene én ad gangen skulle sige deres navn og fortælle hvem de bor sammen med. Som det ses på billedet, blev der skabt et ”spindelvæv”. Vi inviterede dermed børnene til at reflektere over relationer i fællesskaber. Alle har en vigtig rolle – ligesom hvis nogle af børnene gav slip på garnet, så ville mønstret ændre sig.

Børnene har været gode til at aflæse og forstå de to små animationsfilm vi viste: Genfundet og Slipset. Vi talte med eleverne om hvad savn betyder for dem, hvor de delte deres erfaringer og følelser med klassen.

Børnene fik tid til at tegne, hvilket kan være en god metode til at udtrykke tanker, især hvis man har noget på hjertet, der føles svært at sige højt. Derudover kan den tid, der bruges på at tegne være refleksionstid, hvor børnene kan mærke efter, hvad de har lyst til at dele i gruppen. Det der kom ud af øvelsen, var en masse flotte og kreative tegninger fra 1.C på Utterslev Skole.

Det var skønt at vende tilbage til klasselokalet og interagere med børnene i rummet. Vi sad på gulvet i rundkreds og kiggede hinanden i øjnene, mens vi talte om venskaber, savn og om det at genfinde hinanden. Det skabte et trygt rum, hvor børnene havde lyst til at deltage aktivt i dialogen med os.

Dét at være tilstede fysisk, giver os muligheden for at være aktivt lydhør, overfor hvad hvert enkelt barn har på hjerte. Det er nemlig vigtigt for os, som undervisere, at alle i klassen føler sig set og hørt.

Vi glæder os til næste uge, hvor vi skal igen undervise fysisk i workshoppen Digital dannelse.

//Maria Lunderskov, praktikant og underviser på Salaam Skole &

Emilie Farbæk Johansen, koordinator og underviser på Salaam Skole