Undervisningstilbud og gratis UV.-materialer

Tag et kig ind i vores læringsunivers!

Med Salaam Film & Dialog har du et tilbud til dine elever, hvor I kan sætte fokus på, hvad det vil sige at være meget forskellige og alligevel godt kunne finde ud af det sammen; i klasseværelset, i samfundslivet og i verdenssamfundet. Med film, oplæg og undervisningsmaterialer stiller Salaam skarpt på kulturmødet lokalt og globalt, der hvor det kan skabe frustrationer og slå gnister, og der hvor det kan skabe kreativitet og glæde.

Vi tror på at film i undervisningen kan være med til at styrke elevernes aha-oplevelser, vække deres empatiske sans, give dem forståelse for andre menneskers lidelser eller glæder, og skabe indsigt i andre måder at leve på end dem, eleverne selv kender bedst.

Vi har gennem 16 års arbejde erfaret at vores kombination og oplæg virker stærkt på eleverne. Vi kombinerer en filmvisning og et møde med vores flerkulturelle oplægsholdere – og det viser sig at udvide elevers indsigt og læring på inspirerende måder. Som lærer vil du med Salaam kunne give dine elever en engagerende oplevelse.

Derfor har vi med støtte fra kommunale og statslige puljer en række tilbud til dig som lærer, som det er nemt at booke. Der er tilbud om besøg i din lokale biograf med oplæg i biografen, når samfundet lukker op igen. Og vi har tilbud om besøg ude på jeres skole – eller i en Coronatid; online-undervisning.

Bemærk at det kun er skoler i kommuner, der har indkøbt Salaam Film & Dialogs tilbud, der kan bestille en forestilling/et undervisningstilbud. Se tilbud i din kommune i menuen til venstre.

Næste skoleår kan der være nye kommuner med i Salaams rejse rundt i landet. Så hold endelig øje med Salaam Filmfestivals program, der omdeles af CFU’erne til aktuelle kommuner i maj og juni for skoleåret 2021-22.

Salaam har også andre tilbud i form af undervisningspakker, der ligger gratis på hjemmesiden, bl.a. tre større undervisningspakker:

I 7 SIND

handler om ungdom og identitet – og om de svære valg der skal tages af alle unge, uanset baggrund. Tilpasset 8. – 10. klasse.

3 KLASSER PÅ VEJ

er et inspirationsmateriale til arbejdet med valg af uddannelse og job i udskolingen tilpasset 7. – 10. klassetrin.

AKTIV LÆRING MED FILM

hent inspiration til at inddrage film fra eller om det afrikanske kontinent i undervisningen.